Hilsen fra Hiroshima

Jeg er nået til Hiroshima, som jeg har glædet mig meget til at se. Mit hotel ligger dejlig centralt og det er en overskuelig by omgivet af vand.

Jeg bestemte mig iøvrigt til at ville se byen fra en cykel. Det er nemt at komme rundt og man lærer byen at kende på en helt ny måde. For den nette sum af 40 kroner, har jeg så lejet én i 24 timer. Jeg måtte simpelthen opleve følelsen af - helt lovligt og med fuldt overlæg at kunne skide alle danske færdselsregler et stykke. For der er absolut ingen love for cyklister i dette land. Folk kører på fortove, veje, gågader. Hvis en fodgænger kommer i vejen får de et ordentligt ring med klokken. Indrømmet, det var ikke helt ufarligt og det første, som skete var da også, at jeg blev stoppet af politiet.

- Danger, danger sagde han, da han kørte op på siden af mig.

- Ja. tak. Tænkte jeg, men hvorfor kun mig. De andre kører sgu da lige så tosset.

Jeg fandt aldrig helt ud af hvad han ville, for han opgav sit forehavende, da han godt kunne se, at jeg ikke fattede en brik af den ordstrøm, der kom ud af hans mund. Jeg smillede bare dumt og pegede på mit medbragte kort, hvor jeg skulle hen. Han rystede opgivende på hovedet og viste mig vejen til A-bomb Dome.

Allerede når man kommer ind på området, der er lavet for at mindes verdens første atombombe, kommer man i en helt speciel stemning. Da jeg passerede mindesmærket for børnene, der mistede livet under bomningen kl.8.15 den 6 august 1945 , fældede jeg en tåre.

Da jeg så nåede til museet, som er et af de mest gennemførte, jeg har set, ville tårestrømmen slet ikke stoppe. Billeder af en totalt - og jeg mener totalt pulveriseret by, var bare så sørgeligt. Personlige genstande fra børn og teenagere, der døde på den mest smertefulde måde op til flere dage efter bomben, var slet ikke til at bære.

Det værste var nu de personlige beretninger fra de overlevende. Mange af dem, der havde opholdt sig i behørig afstand fra bombens epicenter, kom ind til en by med brændte menneskekroppe. Der var ikke en bygning tilbage. Mange gik rundt i chok med hud og tøj i flager. Det eneste, de kunne var at spørge efter vand. Men alle læger sagde, at en tår vand kunne være dræbende. Hvad gør man så, når en medborger tigger efter vand og er ligeglad med om han dør eller ej, fordi smerterne alligevel er ubærlige.

Hiroshima fører sig frem som fredens by. De fordømmer krig og især atombomber. Man må sige, de har noget at have det i. Stadig den dag i dag lever overlevende med ar, misdannelser eller med frygten om kræft. Mange har fået konstateret sygdommen.

Det museum er en oplevelse for livet.