En japaners fornemmelse for tid

Jeg tænker sjældent over det, men jeg er faktisk glad for at bo i et lille land som Danmark. Især når man skal transportere sig selv rundt i det. Derhjemme får jeg nærmest stress, hvis jeg skal så langt væk, at kan ikke kan cykle derhen. En dansker vil vel egentlig også mene, at der er langt på arbejde, hvis det tager over en en time. Sådan er det ikke i Japan. Her bruger man uden at synes, det er uoverkommeligt to – tre timer –pr. vej! For at komme på arbejde og hjem igen. Men ikke kun det. Her i weekenden spurgte min ven Nao mig om jeg ville med til stranden. Han sagde, at det kun ville tage et par timer at komme frem. Et par var en underdrivelse. Det tog fire timer. Da vi endelig kom frem – og solen var ved at gå ned kunne vi jo så bare køre hjem igen. Hallo! Fire timers kørsel for et kvarter på stranden. Endnu værre var, at vi er i starten af feriesæsonen. Derfor ville turen hjem tage omkring 6 timer. Jeg var mega irriteret. Nao fattede ingenting. – Det er da normalt, sagde han bare. Min tålmodighed rakte ikke til at sidde i en bil i så mange timer, så jeg blev sat af ved toget.
Jeg er i øvrigt blevet alvorlig afhængig. Ikke af rygning, for det er jeg jo (næsten) blevet kureret for. Men af gelé. Det er den nyeste trend her i landet. Man kan få alt som gelé. Frugt, vitaminer, mineraler, kaffe. Ja. Der er næsten ingen ende på det. Men jeg er altså mega trendy, når jeg render rundt og sutter på en lille metallisk pose. Man bliver også mæt, uden at indtage kalorier. Så det er en total win-win situation.

Den første gang

Der er en første gang for alting.
For mit vedkommende har weekenden har budt på en del af disse oplevelser. Jeg har været på et traditionelt hotspring – hotel i Hakone i selskab med min ven Nao.
Hakone er et berømt område, hvor japanerne tager hen, når de skal slappe af.
Det er da også skønt og afslappende, da man absolut intet kan foretage sig ud over at sidde i det varme badekar og tænke over livet. Bagefter bliver man herlig døsig og har bare lyst til at sove. Det var i øvrigt hyggeligt med lidt selskab efter at have rejst rundt alene så laenge - selvom stakkels Nao er helt nede i kulkælderen. En pige har knust hans hjerte. Der har været lidt kurrer på tråden mellem hans udkårne og ham gennem et stykke tid. Men i dag fik han bekræftet, at hun ser en anden. Jeg er lidt bekymret for ham.
Det er første gang, jeg ser ham så langt nede.
Men tilbage til weekenden. På trods af frygten for at blive hængt ud som dyremishandler - og det der erværre , må jeg indrømme, at jeg for første gang har spist …. –hestesashimi. Ja tak. Råt hestekød serveret som sashimi. Det smagte himmelsk og er meget sundt, fordi der ikke er noget fedt i. Det er en delikatesse i byen Kawaguchi-ko, som ligger for foden af Mount Fuji - Japans berømte bjerg, som jeg heller ikke tidligere har haft fornøjelsen af at møde før i går. Jeg havde dog valgt en dårlig dag, for det var skyet og jeg kunne intet se. Men det var nu en stor oplevelse alligevel.
Jeg overvejer at bestige det, inden jeg skal hjem. Men Nao siger, at folk på grund af manglende ilt brækker sig hele vejen op og, at det stinker så meget, at man heller ikke selv kan holde mavens indhold på plads.
Derudover har jeg oplevet det første sommerudsalg i Tokyo. Det er meget farligt, kan jeg hilse at sige.
Med disse ord, vil jeg for første gang prøve at komme i seng inden midnat.

Wellness i Nagano

Jeg er blevet født på ny. I hvert fald ifølge sagnene fra de steder, jeg just har besøgt. Først var det det flere hundrede år gamle Zenkoji -tempel i den tidligere Ol-by Nagano, der rensede min sjæl.
Ikke nok med at templet tog pusten fra mig med dets voldsomt smukke interiør i rød og guld. Der var også den lille fyr, Binzuru, som hvis man rørte ved ham blev lovet et langt og sundt liv. Den stakkels træstatue var blevet raget så meget på, at hans ansigt var helt væk.
Derefter gik turen til et af byens offentlige hotsprings – varme kilder. Netop dette bad kan efter sigende kurere diverse hudsygdomme og småskavanker. Omend ikke andet er det en ganske befriende følelse at sidde i solen i et kæmpe stenbadekar fyldt med varmt grumset vitaminvand og med udsigt over bjergene.
Man tuller naturligvis nøgen rundt sådan et sted, da mand – og dameafdelingen er adskilt. Desuden kan man vælge mellem flere forskellige kar både indendørs og udendørs. Der er sauna, dampbad og gratis shampoo, balsam og sæbe. Prisen er ca. 40 kroner, og man kan være der så længe, man vil. Vildt nok, når man tænker på, hvad en sådan wellness-oplevelse koster hjemme i DK.
Sidste del i min renselsesproces var en tur til en lille by ved navn Yamanouchi. Byen er om vinteren et velbesøgt skisportssted og om sommeren kan man blandt andet dyrke trekking og sejlsport. For første gang nogensinde i en japansk by, har jeg prøvet ikke at støde ind i et andet menneske i over en time. Så dødt var der.
Mit mål var tre af byens sagnomspændte figurer. Nr. 1: Statuen for ’Fred i verden’, der giver tilgivelse, rigdom og et langt lykkeligt liv. Nr. 2: Beskytteren mod jordskælv og nr. 3 et lille alter, der tilsyneladende skal sikre mig, at jeg ikke bliver syg af alle de smøger, jeg har inhaleret og få mig til at holde helt op med den dårlige vane.
Efter at have hilst på dem alle tre, skulle man ringe med en stor klokke. Med et rungende GOING skulle en lysende fremtid gå mig i møde. Det ser jeg frem til.

Cool Kanazawa

Jeg har været to dage i en lille by ved navn Kanazawa. Kanazawa kaldes ligesom Takayama også for lille Kyoto. Ved første øjekast ved man ikke helt rigtig hvorfor. Når man står af stationen, ser man nemlig kun store højhuse og hoteller. Men når man bevæger sig ned mod Kenrokuen-slotshaven og den nærliggende park, som i øvrigt er en af Japans smukkeste, så forstår man helt tydeligt hvorfor.

Gamle kvarterer, små hyggelige træhuse, templer og parker gør Kanazawa værd at se. Man kan snildt klare byens vigtigste sites på en dag eller to – og hvis man er lige så heldig med vejret, som jeg har været, er det næsten som himmerige på jord.

Har man tid skal man lægge vejen forbi 21st Century Museum of Contemporary art. Museet er ganske overskueligt og underholdende. Især er der i deres faste udstilling en lang dokumentar/videokunst film om terror og flykapringer gennem tiden af Johan Grimonprez. Filmen er umådelig interessant og satte lige min i forvejen veludviklede flyskræk et par niveauer op. Derudover er der Leandro Erlich’s pool, som giver en helt speciel fornemmelse af at være under vand.

På markedet bliver der råbt om kap om dagens fisk, frugt og grønt. Det er et herligt og livligt sted, som man lige kan passere på vej til slotshaven.

Min næste destination er Nagano. Byen som var vært for vinter-Ol i 1998. Jeg har hørt, at man i Zenkoji-templet kan blive renset for sine synder.. Det kunne vi alle vel have brug for engang imellem.