Tissetøfler i Takayama

Har I nogensinde oplevet at se et sted, der var så smukt, at I fik tårer i øjnene? Det har jeg for første gang i mit liv. Måske er jeg stadig lidt påvirket af Hiroshima. Men alligevel. Stedet er en lille by i bjergene, hvor jeg har været i weekeden. Byen hedder Takyama og bliver af gode grunde kaldt for ‘lille Kyoto’. Hvis man er ægte Japan-fan, så skal man på et eller andet tidspunkt besøge Takayama. Der er ikke et højhus i miles omkreds. De små lave træhuse og den gennemstrømmende flod i den indre by skaber en helt fantastisk stemning. Det er som om, man befinder sig i en tidslomme fra shoguntiden. På dansk ville vi sige - lille og hyggelig, men det dækker slet ikke.

Lidt udenfor byen ligger et friluftsmuseum, der med originale huse fra flere hundrede år tilbage, viser hvordan, man levede dengang. Det er et eventyrland uden dets lige. Så smukt, at det ikke kan beskrives med ord. Kun med tårer åbenbart.

Tanker og tissetøfler

Det eneste minus er, at jeg har været uden internet og derfor ikke har kunnet opdatere bloggen. Håber jeg kan tilgives, når jeg nu fortæller, at jeg boede på et et traditionelt japansk hotel. Mit værelse var ikke møbleret med andet end en futon og et par puder, jeg kunne sidde på. Der var et fjernsyn, bevares. Men det virkede ikke. -Ikke at jeg ville have forstået et kuk af, hvad der foregik på skærmen alligevel. Det plaskede ned med regn, så jeg gennemgik kun de vigtigste sites i byen og fordrev resten af tiden på mit lille rum. Det var en udfordring. Ikke nok med, at jeg er vant til at checke mine fire e-mail konti mindst tyve gange om dagen, eller se TV, hvis jeg keder mig. Men pludselig var man helt alene med sine tanker. Tankerne vil jeg spare jer for, men til gengæld vil jeg fortælle om de mange charmerende features ved et familiedrevent japansk hotel.

Man føler, at man bor hos en familie, hvilket ikke er så mærkeligt, for ejerne bor der også selv. Der bliver serveret mad på faste tidspunkter og man deler toilet og bad med de øvrige gæster. Man tager ALTID skoene af, inden man træder ind i et japansk hjem. Til gengæld får man et par tøfler, som man kan futte rundt i. Det sjove er, at der på toilettet står et par andre tøfler, som man skal tage på i de minutter, man bruger på toilettet. Jeg har endnu ikke fundet ud af hvorfor, det er sådan, så det må blive research til næste gang. Man sidder også ned og bader. Først vasker man sig grundigt siddende på en lille skammel under en bruser installeret i børnehøjde. Derefter træder man ned i et stort badekar, hvor vandet bruges flere gange.

Fisk til morgenmad

Maden er også meget traditionel. Til middag bliver der disket op med alle mulige herligheder. Sashimi, japansk salat, grillet kød og meget mere.

Morgenmaden er til gengæld lidt svær at komme igennem, synes jeg. Man bør sikker bare lukke øjnene og sige til sig selv, at det er utrolig sundt, at spise grillet fisk, misosuppe, pickles og drikke grøn te . Men det er virkelig en udfordring at få indtillet smagsløgene på den rette frekvens og jeg har brug for mit daglige sho koffein for overhovedet at vågne.

Heldigvis bliver ingen fornærmede over, at man ikke har spist op. Det er det fede ved at være Gajjin (fremmed) i Japan. Man kan te sig tosset og Japanerne vil bare ryste på hovedet, fordi de nok finder os lidt ucivilliserede på en chamerende måde. Dog skal man naturligvis ikke støde dem. Smil og buk, når du møder japanere - især ældre mennesker på gaden. Lær nogle få ord som ‘konichiwa’ - goddag og ‘domo harigato’ - tak. Så vil du få en meget hjertelig modtagelse alle steder.

Hilsen fra Hiroshima

Jeg er nået til Hiroshima, som jeg har glædet mig meget til at se. Mit hotel ligger dejlig centralt og det er en overskuelig by omgivet af vand.

Jeg bestemte mig iøvrigt til at ville se byen fra en cykel. Det er nemt at komme rundt og man lærer byen at kende på en helt ny måde. For den nette sum af 40 kroner, har jeg så lejet én i 24 timer. Jeg måtte simpelthen opleve følelsen af - helt lovligt og med fuldt overlæg at kunne skide alle danske færdselsregler et stykke. For der er absolut ingen love for cyklister i dette land. Folk kører på fortove, veje, gågader. Hvis en fodgænger kommer i vejen får de et ordentligt ring med klokken. Indrømmet, det var ikke helt ufarligt og det første, som skete var da også, at jeg blev stoppet af politiet.

- Danger, danger sagde han, da han kørte op på siden af mig.

- Ja. tak. Tænkte jeg, men hvorfor kun mig. De andre kører sgu da lige så tosset.

Jeg fandt aldrig helt ud af hvad han ville, for han opgav sit forehavende, da han godt kunne se, at jeg ikke fattede en brik af den ordstrøm, der kom ud af hans mund. Jeg smillede bare dumt og pegede på mit medbragte kort, hvor jeg skulle hen. Han rystede opgivende på hovedet og viste mig vejen til A-bomb Dome.

Allerede når man kommer ind på området, der er lavet for at mindes verdens første atombombe, kommer man i en helt speciel stemning. Da jeg passerede mindesmærket for børnene, der mistede livet under bomningen kl.8.15 den 6 august 1945 , fældede jeg en tåre.

Da jeg så nåede til museet, som er et af de mest gennemførte, jeg har set, ville tårestrømmen slet ikke stoppe. Billeder af en totalt - og jeg mener totalt pulveriseret by, var bare så sørgeligt. Personlige genstande fra børn og teenagere, der døde på den mest smertefulde måde op til flere dage efter bomben, var slet ikke til at bære.

Det værste var nu de personlige beretninger fra de overlevende. Mange af dem, der havde opholdt sig i behørig afstand fra bombens epicenter, kom ind til en by med brændte menneskekroppe. Der var ikke en bygning tilbage. Mange gik rundt i chok med hud og tøj i flager. Det eneste, de kunne var at spørge efter vand. Men alle læger sagde, at en tår vand kunne være dræbende. Hvad gør man så, når en medborger tigger efter vand og er ligeglad med om han dør eller ej, fordi smerterne alligevel er ubærlige.

Hiroshima fører sig frem som fredens by. De fordømmer krig og især atombomber. Man må sige, de har noget at have det i. Stadig den dag i dag lever overlevende med ar, misdannelser eller med frygten om kræft. Mange har fået konstateret sygdommen.

Det museum er en oplevelse for livet.

Et sikkert land.

Jeg siger nu farvel til Osaka. En virkelig fed by, som er værd at opleve. Masser af shopping, god mad og nogle fantastiske udsigststeder over byen. Det første man imidlertid skal gøre, når man ankommer er at finde et af Osakas Informations Centre. Personalet er vildt søde til at guide dig til det, der har din interesse. Man kan sagtens nå det meste af byen på et par dage, hvis du har gode sko! Det kan ihvertfald betale sig at købe et to-dages rejsepas. Det giver nemlig adgang til både bus, metro og en masse forlystelser. Blandt andet kan jeg anbefale: The Floating garden Observatory, der har den smukkeste udsigt over byen og naturligvis skal man lægge vejen forbi Osaka-slottet. Mens man er i området, bør man afsætte en time til Osaka Museum of History.

Mange har spurgt, om det ikke er farligt for en pige at rejse rundt i et land, der i høj grad er styret af mafiaen. Men faktisk er Japan et af verdens sikreste lande at befinde sig i -så længe man ikke blander sig i noget eller kommer på tværs af Yakuzaens operationer. Men jo, det er rigtigt, at de har en stor finger med i spillet overalt i det japanske samfund. De har tætte forbindelser til alt og alle. Men de sørger for at påkalde sig så lidt opmærksomhed som muligt i det daglige liv.

Dog er man er da ikke i tvivl om hvem, der ejer de store biler med tonede ruder og privatchauffør, der holder rundt omkring foran klubber og restauranter -Og hvis man ser en tatovering stikke ud fra ærmerne eller kraven på et sort jakkesæt - eller der mangler et led af fingeren, så skal man nok bare ligesom de gængse japanere, gå den anden vej. Det er faktisk ret interessant. Mange japanere har en sjette sans, når det kommer til Yakuza. De kan mærke dem på flere meters afstand og får en klump i maven

Da jeg boede i Tokyo for nogle år siden, gik jeg ofte alene om natten i de mest slibrige kvarterer, gennem små mørke gader - og har ikke altid været helt ædru imens. Jeg har aldrig været bange - ikke det mindste nervøs. Det kan jeg ikke engang sige om København.

Man siger også, at japanere er det mest ærlige folkefærd. Hvis du glemmer for eksempel din pung et sted, kan du være sikker på, at den er der, når du kommer tilbage. (Måske ikke i Tokyo, da der er for mange vesterlændinge!) Både i Kyoto og Osaka har jeg oplevet flere gange, at folk lader deres cykler stå ulåste. Så den almindelige japaner er sgu ofte harmløs. Det mest freakede jeg er kommet i nærheden af var i går aftes , da jeg rendte rundt inde i Osakas shoppecentrum. En ung mand prikkede mig let på skulderen, præsenterede sig, og spurgte om jeg havde lyst til at drikke kaffe med ham. Jeg måtte skuffe ham, da jeg hverken havde lyst eller tid for den sags skyld. I dag i toget skete noget lignende det samme. En ældre mand, der vist havde haft adskellige møder med kong alkohol gennem livet henvendte sig til mig.

- You are beautyfull, sagde han.

Tak, sagde jeg høfligt.

You have husband? sagde han med en snert af håb og viste mig et billede fra han da han var ung.

Ja ja, løj jeg. - tænkte, at en alkoholiseret mand med krykker ikke er det, jeg har mest brug for i mit videre liv.

Han imiterede, at han græd. - To bad for me.

Ja. Men bevar håbet.

Japans super-service

Jeg bliver sgu så glad af at være i dette land. Ikke kun fordi, det er smukt, spændende og ualmindelig anderledes. Men fordi, jeg føler mig velkommen alle steder. Når man træder ind i en butik eller et spisested ,bliver man hilst velkommen med et buk og den japanske velkomsthilsen "IRRASHAIMASE". - Og det er selvom man træder ind i Louis Vuitton med fedtet hår og udtrådte sko.

I går spiste jeg på en af de billigste kæderestaurenter i Japan, Yoshinoya. En ung bumset mand tog imod min bestilling ganske høfligt selvom måltidet blev indtaget ved en disk - ikke engang et bord. Derefter serverede han et glas grøn the. Hver gang jeg havde drukket op, fyldte han glasset igen. Jeg var ved at falde ned af stolen. Når man tænker på, at man i Danmark - selv på de pænere steder bliver henvist til at hente sit vand selv - og endnu oftere med en utaknemmelig attitude. Da jeg gik, ønskede han mig en fortsat god dag. Og det blev det.

Især fordi jeg faldt i Kyotos shoppefælde. Hver gang jeg havde købt noget, blev mine varer pakket sirligt ind og ekspeditricen fulgte mig til døren, overleverede min pose med et lille buk og endnu et ønske om en god dag.

En engel i Osaka

I dag er jeg så taget til byen Osaka. Da jeg endelig fandt ud af stationen og stod hjælpeløst og roede med kortet for at finde mit hotel - som iøvrigt lå lige ved siden af, kom en ældre dame hen til mig, og spurgte om hun kunne hjælpe. Hendes engelsk var meget begrænset og hun slæbte på en masse poser. Alligevel gik hun med mig de 100 meter hen til hotellet for at sikre sig, at jeg ikke fór vild. Hun kommer helt sikkert med i min aftenbøn i aften.

Kærlighed i Kyoto

Jeg er kommet til Kyoto efter 2.5 time i højhastighedstoget Shinkansen. Det er helt utroligt som transport med tog fungerer i Japan. Togene afgår på minutten, sæderne er bløde og der er plads til benene.

Kyoto er en skøn - og i forhold til Tokyo mere overskuelig by. Ikke kun på grund af størrelsen, men simpelthen fordi, der er navne på vejene. Det finder man sjældent i Tokyo. Denne morgen besøgte jeg Nijo – borgen, hvis opførsel blev påbegyndt af den første Tokugawa shogun i 1603. Borgen er kendt for ’nattergalegulvet’, som har en helt speciel konstruktion, der får gulvet til at knirke, når man går på det. Han var ikke helt dum, den shogun. På den måde kunne han lokalisere eventuelle fjender og gøre kort process med det samme.

Japanerne kalder Kyoto kærlighedens by, fordi der findes mange romantiske steder. Byen er omgivet af vand og der er mange små hyggelige stræder, der er som skabt til kys og kram. Det skal lige siges, at på trods af, at jeg har boet i Tokyo i sammenlagt et år, kan det tælles på én hånd, hvor mange japanske par,jeg har set, der har vist deres kærlighed offentligt. En bekendt har forklaret mig, at det er fordi Tokyo ikke indleder til romantik. Måske. Men det er rart at se dem slappe af og nyde livet

En anden ting, der karakteriserer byen er at man nærmest får to byer i én. For på den ene side af Kamogawa-floden finder man masser af moderne butikker, kaffebarer og restauranter. Men krydser man broen til den gamle bydel, møder man en helt speciel ro i de gamle souvenirbikse og små lave huse. Men pas på.. Kyoto-borgerne er glade for at cykle og på fortovet gælder kun jungleloven. Så hold øje med dem

Rundrejse i Japan

Jeg har tabt mit hjerte i solens rige. Især til hovedstaden Tokyo, som rummer alt hvad en storby skal have. Historiske sites, shopping, liv hele døgnet og ikke mindst et væld af kulinariske oplevelser. Og så er det ikke engang specielt dyrt. I øjeblikket er den japanske yen historisk lav. Man får derfor rigtig meget for pengene, uanset om den står på shopping eller spisning. Det er sjældent i storbyer, at du kan få et ordentligt fad sushi til under en halvtredser, men det kan du her. Japanerne er vant til at spiser deres måltider ude og derfor er der masser af muligheder til rimelige priser. Desuden er hoteller ikke nødvendigvis særlig dyre. Hotel Gimmond, som jeg nu har boet på i tre dage er et fint hotel, som ligger centralt. Iøvrigt er hotellet nabo til en fantastisk lokal sushibar, hvor kokkene gør alt for at forstå din bestilling.I morgen forlader jeg Tokyo for en stund, men blot for at vende tilbage om tre uger. Jeg skal til Kyoto og videre derfra til blandt andet Osaka, Hiroshima og Nagano.

Jeg vil skrive om mine oplevelser undervejs. Forhåbentlig får jeg skabt flere Japan-entusiaster undervejs

Et godt råd, når man lander i Tokyos lufthavn Narita. Gå hen til disken, hvor man kan købe tog – og bus billetter. Fortæl en af de rare damer hvilket hotel, du skal bo på. De har en hel bog med optegnelser over hoteller og kan derfor hurtigt fortælle om det er nemmest at tage en ”limousine-bus” eller toget.

Husk altid at have kontanter med hjemmefra. Det er ikke altid nemt at finde en automat, der tager imod vores kreditkort.